Ikke noget seriøst, men alvorligt nok til, at det ene hjørne af kofangeren var kvast.

- Men der er ikke sket noget med selve bilen, og kofangeren er bare noget plastic, kividrede fruen i et tonefald som havde hun gjort en stor opdagelse, og at det da ved gud ikke burde være noget problem for en rigtig gør-det-selv mand at klistre stumperne sammen.

En kofanger er "bare noget plastic", men den kan koste tusinder af kroner.

Jo, det kan man godt

"Bare noget plastic" koster når det har en facon som en kofanger til vores Fiat, 5200 kr.. Hertil kommer naturligvis lakering og montage, så vi når op på mindst 8000 kroner - et glimrende argument for lidt hjemmefusk.

Min private mekaniker lod nemlig sive, at plastic både kan limes og svejses "men det er ikke noget, vi reklamerer med". Det er nemlig et stort arbejde, og hvorfor dog yde, hvis man kan nøjes med at nyde den samme fortjeneste ved bare at sælge en ny?

Men nu vidste jeg det altså - plastic lader sig både lime og svejse, så det holder. Og snart kom posten med de nødvendige materialer.

Med lidt øvelse

Svejsning af plastic lyder enkelt, men faktisk svært. Til gengæld er resultatet perfekt, når det lykkedes, og man skal kun bruge en varmluftsblæser og svejsetråd.

Først retter man eventuelle buler og skævheder ud ved at varme kofangeren og trykke materialet forsigtigt på plads. Så skære man revnerne op til et par millimeters bredde og smelter svejsetråden ned i revnen.

Problemet er, at plastic ikke bare er plastic, og svejsetråden skal være af akkurat samme type som kofangeren. Dernæst skal man ramme den rigtige temperatur ret nøjagtigt - ved for meget varme svides materialet, ved for lidt flyder det ikke sammen.

I princippet skal man altså vide, hvad kofangeren er lavet af - etylen, propylen eller vinylklorid (PE, PP og PVC), som hver især findes i hårde og bløde udgaver. Metabo har et udvalg af svejsetråde med angivelse af type og svejsetemperatur - og dertil en genial varmeblæser med elektronisk styring

Og så skal man bare øve sig.

Jeg lod det gå ud over en gammel, kasseret kofanger, som Fiat-forhandleren havde smidt ud, og det var heldigt,for det var først ved den fjerde-femte svejsning - med en hård PE-tråd - at det begyndte at ligne noget. Men så blev det også flot, holdbart og lige til at slibe, spartle og male.

Superlim

Plastic lader sig ikke lime - selv ikke med Araldit, basta! Sådan plejer man at sige, men det skal du ikke tro på. Under navnet Terokal sælger firmaet Loctite en særlig primer og lim, som klæber næsten alle typer kunststof. Det er mekanikerens redning, når små vitale plasticdingenoter knækker - og så kan Terokal altså lime kofangere. En tilsvarende lim sælges af firmate Förch i Silkeborg.

Jeg har prøvet dem begge, og det er næsten fornærmende let at reparere en kofanger på denne måde: Skær revnen op til passende predde (et par millimeter) og mede skrå sider - giv den lidt primer og fyld så fugen helt op med lim.

Limen er to-komponent og indeholder både epoxy og polyurethan. Den leveres i specielle dobbelt-patroner, som passer til en særlig pistol med udskiftelige "blanderør" med seglformet indsats, så de to komponenter blandes til færdig lim på vejen igennem røret.

Renligt og ret snedigt - og for Terokals vedkommende virkede systemet glimrende og helt efter hensigten. Med hjælp af lidt varme hærdede limen på 10 minutter. Det var straks værre med Förch - deres lim er så hurtigt, at limen hærder i blanderøret og kommer ud som en sært klumpet og dårlig blandet substands, hvis man ikke er urimligt vaks på fingrene.

For edn rutinerede, er det intet problem, men for den sindige gør-det-selv'er, der gerne vil være omhyggelig og måske tøver et sekund, er den lidt langsommere terokal klart at foretrække.

Limningen er robust, men hvis du vil være helt sikker, skal du lime en forstærkning på bagsiden af kofangeren - du kan banke en alu-plade i facon eller bruge en stump af en kasseret kofanger.

Husk handsker og lav arbejdet udenfor i frisk luft - epoxy og polyurethan er ikke at spøge med.

Lidt hattelak

Efter limning eller svejsning kan man straks gå i gang med at slibe, spartle og male - og prime. Glem ikke det:

Den groft tilslebne plasticflade skal primes for at sikre ordentlig vedhæftning - herefter kan du bruge de gængse midler.

Først sliber du altså alle forhøjninger væk - godt og vel- og så primer du. Så trækker du rigeligt spartel på og sliber, spartler igen og sliber - indtil du er helt tilfreds med faconen og alle blærer og slibespor er væk. Brug to-komponent autospartel. De sidste bittesmå ridser fjernes med sprøjtespartel - en slags fyldig grundfarve.

Jeg har brugt Motips malesystem som omfatter alle nødvendige remedier - inklusive specielt blandede sprayfarver til næsten alle bilmærker og modeller. Også metallic og klarlak til den sidste finish. Husk at dække skærme og så videre af med tape og plastic - spray strinter mere, end man skulle tro. Det er i øvrigt en god idé at male hele kofangeren, da det er umuligt at lave usynlige overgange midt på en flade.

Nu må du ikke tro, at du har lavet en perfekt og usynlig reparation - men man kan lave det så flot, at kun folk med decideret ond vilje har noget at brokke sig over. Og herregud, det er jo ingen altertavle, men bare en bil, som skal holde indtil fruen næste gang kører lidt frisk igennem en rundkørsel...

Förch-limen hærder så hurtigt, at

der ikke er tid til finish.

Den øverste kant mangler, så en alu-plade bankes i facon...

...hvorefter den manglende stump rekonstrueres. Terokal hærder langsomt, så der er tid til finish.

Reparationen slibes groft og primes, hvorefter der skiftevis spartles og slibes - til perfektion.

Efter sprøjtemaling og slibning med korn 6-800, er det tid til metallak og til slut klarlak. Og et nyt blinklys

Med et udvalg af "strikkepinde" i diverse plastic-kvaliteter og en varmeblæser kan man svejse de fleste typer plastic.

Med den særlige dyse kan man varme emne og svejsetråd samtidig - med lidt held, en del håndelag og megen øvelse giver det en perfekt reparation.